Mariana Stjerna (25. marts 1921 – 4. maj 2023) er en højt respekteret svensk kanal og forfatterinde af spirituelle bøger. Allerede siden barndommen var hun synsk og havde en dyb fornemmelse for naturen og dens elementærvæsen.
I hendes fem internationalt udgivne spirituelle romaner inspireret af Jan Fridegård (On Angels’ Wings, Time Journey to the Origin and the Future, The Bible Bluff, The Invisible People og Mission Space) afsløres gammel viden og visdom på en underholdende og ubesværet måde. Den paradigmebrydende og tankevækkende roman Agartha – Jordens indre verden (Agartha – The Earth’s Inner World), inspireret af den tidligere canadiske Timothy Brooke, er måske det bedste eksempel på Marianas forfatterskab når det er bedst.
Indhold
1. Reddet af mennesker fra den Indre Jord
2. Agartha – et paradis i Jordens indre
3. En vigtig mission for Tim
4. I Seattle venter triste nyheder
5. Rejsen til Sverige
6. En umulig mission
7. Tims nye familie
8. Tilbage under Jorden
9. På rundtur i Telos og dens omegn
10. En glad genforening og et nyt bekendtskab
11. En fascinerende udflugt
12. En rigtig levende drage!
13. Nancy og Ellie vender hjem
14. Møde med Saint Germain
15. Magiske bygninger
16. Shamballa – et paradis inden i Jorden
17. Et spændende møde med vilde dyr
18. Kærlighedsforeningen
19. Tilbage til hverdagen og som turister i Agartha
20. Kæledyrs formal
21. Undervisningen begynder
22. Troens tempel og et møde med Melchizedek
23. Besøg hos Tims svigerforældre
24. Kardinalen fra Vatikanet
25. Til fest i Agartha
26. Besøg på et børnehjem i Agartha
27. Hvordan Jorden vil blive forandret
28. Indianernes visdom og Livets Ild
29. Gamle moder Sjalunas gave
30. Hos aboriginerne
31. Menneskets oprindelse i Afrika
32. Et helt andet Kina
33. Nyt møde med Saint Germain
34. Forvandlingens Hus
35. Forfatterens epilog
Indhold
1. Reddet af mennesker fra den Indre Jord
2. Agartha – et paradis i Jordens indre
3. En vigtig mission for Tim
4. I Seattle venter triste nyheder
1. Reddet af mennesker fra den Indre Jord
En flugt ind i evigheden eller fra evigheden? Med denne tanke vågnede jeg af min meditation.
Jeg har måske sovet eller været vågen. Nogle gange er det svært at kende forskel på drøm og virkelighed. Du kan faktisk opleve virkeligheden under din søvn. Uhåndgribelige ting bliver håndgribelige her. For mig var det en mærkelig rejse. Og for mig er det blevet virkelighed. Men du er velkommen til at tvivle på min historie – indtil den kan bevises. Jeg har intet bevis … endnu!
En høj, ung mand med lyst hår, muntre blå øjne, regelmæssige træk og en velformet mund – en smuk, ung mand, faktisk – var dukket op, mens jeg mediterede. Han begyndte at tale, og i mit hoved kunne jeg høre hvert et ord, han sagde. Jeg blev forbavset!
“Hej Mariana”, sagde han. “Mit navn er Timothy, men folk kalder mig Tim. Mit efternavn er Brooke. Oprindeligt er jeg fra Seattle, USA, men jeg er ’emigreret’, og for tiden bor jeg inden i Jorden. Du vil sandsynligvis ikke tro mig i første omgang, men jeg tror, jeg kan overbevise dig. Det er min mission. Det er tid for folk på Jordens overflade at vide, at vi eksisterer.
Nu vil jeg fortælle dig min historie.”
* * *
Min far var kaptajn. Han ejede et lille fragtskib, som drev forretning langs kysten mellem Seattle og Vancouver, Canada. Jeg blev opdraget til at blive sømand, meget imod min vilje, selvom min mor ikke ønskede, at jeg tog ud og sejlede. Hun tænkte, at hendes konstante bekymring over min far var nok.
Min mor var svensk og min far af britisk afstamning. Det er grunden til, at jeg taler to sprog. De mødte hinanden på et krydstogt i midten af det 20. århundrede. Så kom jeg til og senere min søster. De er alle tre døde nu, men jeg overlevede et skibsforlis, da jeg var 19. Til trods for mors tårer og tryglen om ikke at tage på søen, var jeg på det tidspunkt fars første styrmand i stedet for at fortsætte high school. Far var en bestemt, men retfærdig mand, og jeg elskede ham.
En forfærdelig storm fejede ubarmhjertigt hen over os med bølger så høje som huse. Vores lille båd havde modstået storme før, men denne var som en vulkan. Vi var tæt på kysten, som var klippefyldt og utilnærmelig. Far ønskede at kaste anker så tæt på kysten som muligt, så vi styrede mod land. Vores last var træ, og det var tungt, men vi nåede ikke langt, før vi blev fanget af en malstrøm, som løftede båden som med en hånd og kastede den mod den nærmeste klippe. Jeg husker et forfærdeligt brag og min fars ellers strenge ansigt tæt på mit.
“Jeg elsker dig, min dreng”, skreg han med tårer i øjnene. “Hvis vi rider denne storm af, vil jeg aldrig mere tvinge dig til at tage på havet igen.”
Disse var hans sidste ord. Skibet var splintret, og jeg befandt i vandet og klyngede mig til en træstamme, der flød på de kolde bølger. Jeg husker, at jeg besvimede. Far var væk, og de fire andre i besætningen var forsvundet.
Pludselig følte jeg et menneske tæt på mig, og en båd bar mig støt og roligt fremad. Var det døden? Jeg lå i bunden af båden og prøvede at rejse mig på albuen, men faldt straks ned igen. Et venligt ansigt med skarpe træk og langt, lyst hår bøjede sig ind over mig, og til at begynde med kunne jeg ikke sige, om det var en mand eller en kvinde. Jeg fandt snart ud af, at det var en mand.
Båden sejlede ind i en slags veloplyst tunnel dekoreret med malerier. Snart lå vi fortøjet ved en anløbsbro. Den lyshårede mand og en anden med mørkt hår løftede mig op og hjalp mig i land.
“Hvor er jeg, hvor er min far? Hvor er resten af besætningen? Gik lasten med træ ned?” Spørgsmålene strømmede ud af mig hurtigt efter hinanden.
“Din far kunne ikke reddes, ej heller besætningen og lasten. Du klyngede dig til en træstamme, som bragte dig direkte til os. Det reddede dit liv. Vi var på udkig efter forliste skibe på grund af stormen. Du er inden i Jordens indre nu. Velkommen!” Manden talte udmærket engelsk.
“Jeg er Mannul Zerpa, og jeg tager dig med til vores verden, så du kan hvile dig.”
Da jeg var yngre, fortalte en gammel sømand mig mange historier. En af dem var om en verden, som eksisterede inden i planeten, og det fascinerede mig helt vildt. Naturligvis troede jeg, at det bare var en sømandshistorie. Og alligevel var jeg midt i den, lige midt i en gammel sømands historie! Jeg kneb mig selv hårdt i armen for at være sikker på, at jeg ikke drømte. Det kunne ikke være sandt – men det var det.
“Hvornår kan jeg vende tilbage til Seattle?”, spurgte jeg.
“Det må du tage op med en anden senere. Se dig omkring! Du går på fast grund.”
Lyset var mærkeligt, da vi kom ud af tunnelen eller hullet i klippen, hvor båden var fortøjet – et mærkeligt lys i et sommerligt landskab. Jeg var taget afsted fra Seattle på en mørk november morgen med blæst og støvregn. Der havde været blade på jorden, og himlen var grå.
Her var luften klar med en venlig sol, der skinnede ned på os. Pragtfulde blomster kantede vores vej. Der var grønne træer og buske overalt. Det var som en smuk morgen i en canadisk skov. Jeg havde været i skove som denne mange gange sammen med min far og onkel, da jeg var yngre, men denne virkede mere spredt og på en eller anden måde lysere med flere blomster.
“Vi kommer lige straks til den landsby, hvor du skal bo”, oplyste min lyshårede redningsmand med et smil. Min redningsmand, bogstaveligt talt!
“Jeg må takke dig”, fremstammede jeg. “Du reddede mit liv. Det er bare, fordi jeg føler mig så forvirret. Jeg er faktisk i den indre jord, under jorden, i en landsby i et landbrugsområde?”
“Du finder ud af mere, når vi kommer derhen”, fortalte Mannul mig. “Jeg har reddet mange mennesker fra at drukne. Jeres skib er ikke det eneste, der er gået ned ud for disse bjerge. Men det er kun havet derude, der er farligt, havet, som hører til på den ydre Jord. Herinde er der roligt og altid sommer.”
Og jeg måtte nøjes med det.
Vi gik gennem de smukkeste landskaber, jeg nogensinde havde set, inden vi nåede frem til en landsby med høje, runde bygninger. De virkede underligt lysende, måske på grund af de sten, de var lavet af. Jeg kunne høre fugle synge i de frodige træer, og jeg så egern og en lille hare, som krøb sammen bag en græstue. Det var som på den ydre Jord, dog meget anderledes. På en eller anden måde var det for perfekt, som en film!
Husene lå omkring noget, som lignede en lille markedsplads med en brønd i midten. Vi gik ind i et af husene. En hall med et buet loft førte ind til et halvcirkulært rum med gulv-til-loft vinduer. Møblerne i rummet var, hvad jeg vil kalde, moderne – magelige, smukt designede stole og borde, men alligevel forskellige fra møbler på Jorden. Alting lyste, som om selve møblerne og de omgivende vægge var levende. Og taget! Det var der ikke! Der var åbent opadtil, og sollyset sivede ind gennem sammenflettede blade og grene.
Mannul gav tegn til, at jeg skulle sætte mig på en sofa ved et af de rudeløse vinduer, hvor jeg kunne se den fantastiske udsigt udenfor. Den venlige, lyshårede mand forsvandt efter at have stillet en kop foran mig. Han ville snart vende tilbage, sagde han. Han bad mig drikke det, før han kom tilbage.
Jeg smagte på drikken. Den var vidunderlig, som en lys vin med en lille snert af honning. Den første mundfuld skød gennem min krop som en ildpil, og jeg blev straks frisk. Gode gud, tænkte jeg, jeg bliver fuld! Men det blev jeg ikke, selv efter jeg havde tømt koppen. Derimod oplevede jeg en intens klarhed i tankerne og et stort velvære.
Da Mannul kom tilbage, var han ikke alene. Med ham var en mand, som var mindst to meter høj. Han havde skinnende, langt, brunt hår og var glatbarberet og smidig. Hans store, smukke øjne var placeret i et ungdommeligt ansigt, dog havde jeg en fornemmelse af, at han var ældre end tiden! Jeg rejste mig høfligt og bukkede, og han gav mig et venligt smil og omfavnede mig.
“Velkommen til eventyrlandet under Jorden, Timothy”, sagde han. “Jeg ved, hvordan du kom hertil, og nu skal jeg fortælle dig, hvor du er.”
“Er du en vis mester?”, afbrød jeg, “jeg har hørt, at sådanne mennesker lever inden i Jorden.” Manden lo hjerteligt.
“Der er visdom alle vegne, unge mand”, svarede han. “Den, som tror, at han er vis, er dum. Dumhed forsøger altid at vildlede visdom. Men hvis du søger visdom, behøver du blot at kigge dig nøje omkring. Naturen er fuld af visdom, hvilket overfladebeboere gør deres bedste for at ødelægge.”
“Men, hvem er du?”, spurgte jeg nysgerrig som sædvanlig.
“Mit navn er Dariel. Du behøver ikke at vide mere end det lige nu. Jeg er en af de ni i Komitéen her. Vi byder dig velkommen og tænker, om du har lyst til at blive her et par dage som en æret gæst fra Jordens overflade.”
Jeg bukkede igen og accepterede hans invitation. Man afslår ikke en invitation som denne.
“Vil du hjælpe mig med at komme hjem bagefter?”, spurgte jeg. “Min mor må være bekymret og tro, at jeg er druknet ligesom resten af dem.”
“Ja, vi vil hjælpe dig med at komme hjem, hvis du stadig ønsker det.” Dariel gav mig et langt, intenst blik. “Vi tvinger ingen til at blive her, men få vender hjem, og de, som gør, bliver ikke troet, når de fortæller folk om os.
Det er et dejligt sted at bo. Vi slås ikke over penge, og der bliver taget hånd om de fleste af vores behov. Vi følger med i, hvad der sker på Jordens overflade og med menneskene der. Vi ved, at deres formodede udvikling kun har medført ulykke. Alt er nemmere her. Du vil komme til at elske det.”
Dariel bøjede sig ned og tog mine hænder. Han så mig direkte i øjnene, og jeg blev fyldt med en ubeskrivelig indre fred. Jeg sørgede stadig dybt over min far og savnede min mor og Lillesøs, min søster. Men lynhurtigt aftog sorgen og savnet sig, og jeg ønskede at lære mere om dette mærkværdige land, som jeg befandt mig i. Det var, som om jeg var blevet strejfet blidt af en engels vinge, hvilket gjorde mig glad og fredfyldt. I det fjerne lød der stille musik, overhovedet ikke som moderne musik fra Jorden ovenover, mere som Mozart eller en af de gamle mestre.
“Mannul vil tage dig med ud på en tur til vores grænser om nogle få dage. Først skal du besøge Telos, som er den by, hvor overfladebeboere havner, når de tilfældigvis falder ned i vores verden.
Timothy, jeg er din ven. Tilkald mig, hvis du har brug for at få besvaret nogle spørgsmål eller hjælp til hvad som helst. Vi mødes igen, når tiden kommer.”
2. Agartha – et paradis i Jordens indre
“Et land, hvor sorg ikke eksisterer!”, udbrød jeg, da Mannul førte mig gennem en landsby, som var formet som et kæmpe smil. Mannul smilede også.
“Du har ret”, svarede han. “Men de fleste folk, der lever her, er blot almindelige mennesker som du og jeg. Der er sorg, men det behandles anderledes her. I tillader, at den dominerer jer, men vi tager kontrol over sorg og modgang. Venlige hænder rækker ud, når du har brug for hjælp – fysisk eller psykisk.
På overfladen har I ikke opdaget glæden ved at hjælpe hinanden. Jeres tanker kredser om penge. Hjælp koster penge, og ikke alle har råd til det. Men Tim, alle har et hjerte, og det koster ingenting. I behøver blot at lytte til det. Jeres hjerte giver jer gode råd, men I må tale det samme sprog. Erfaring og forståelse vil hjælpe jer.”
Jeg ved ikke, hvad der skete næst; det hele gik så hurtigt! Mannul holdt min hånd, og jeg følte mig som en ængstelig, forventningsfuld syvårig, der tog afsted til skole på første skoledag. Jeg havde ikke meget tid til at se det scenarie, der susede forbi. Det så ud til, at der var vand under mig på et tidspunkt, og små, hvide gæs (som vi kender dem derhjemme), der vuggede på det mørkeblå vand. Så var der sand på gyldne sandstrande og endelig smaragdgrønt græs. Til sidst landede vi med et let bump.
“Se dig omkring!”, udbrød Mannul.
Det gjorde jeg. Hvis Mannul ikke havde holdt mig i hånden, ville jeg sandsynligvis være besvimet, men der var virkelig grund til min forvirring. Luften og de smukke omgivelser var levende – ikke med et fredeligt, evigt åndedrag, men fuldstændig håndgribeligt, livligt og næsten vildt. Hver eneste busk, træ og blomst lavede en lyd grænsende til en kakofoni. Små figurer svævede roligt til og fra og rundt og rundt. De bugtede sig vej mellem planterne og var på planterne og inden i dem.
Sommerengen var levende på mere end en måde.
Elementaler og mennesker samledes her. Jeg kunne se folk – voksne og børn – og jeg kunne høre tillokkende musik. Alle dansede.
“Danser de her så tidligt om morgenen?”, spurgte jeg, lettere chokeret over sådan en entusiasme så tidligt på dagen.
“Selvfølgelig!”, svarede min guide og kiggede på mig, som om jeg var underlig. “Når nogen ønsker at danse på arbejdet, organiserer vi en dans og synger.”
“Er der så noget, der bliver lavet?”, vovede jeg at spørge.
“Mere end hvis vi ikke dansede”, var svaret. Jeg sukkede. Dette var et andet land, og jeg var nødt til at være mere åben over for nye ideer. Alle lande har deres egne skikke, og dette var lige så sandt inden i planeten som uden på planeten. Der var kæmpe forskelle.
Vi stod et stykke tid og kiggede på dansen. Det var som folkedans faktisk, selvom jeg kun har set canadisk og svensk folkedans, så jeg hævder ikke at være ekspert. Musikerne dansede, mens de spillede, og deres violiner og andre instrumenter, som jeg ikke kendte, lød som folkemusik fra Dalarna, Sverige, hvor min mormor bor. Jeg havde ikke besøgt min mormor i nogle år, men jeg huskede, hvor vidunderlig svensk midsommer var. Det lignede, men uden druk og slagsmål.
Jeg kiggede spørgende på Mannul, og klukkende af latter tog han min hånd og svang os ud mellem de dansende. Snart holdt jeg en blød kvindehånd og kiggede på en smilende, ung pige, som dansede rundt om mig, Men dansen varede ikke evigt, selvom jeg gerne ville have haft det. Min “underjordiske” guide trak mig væk.
“Vi må se og komme videre!”, udbrød han og lo over mit skuffede udtryk. Et fuldstændigt dejligt landskab passerede forbi mine glade øjne, og vi ankom til en landsby. Der var færre huse, men bygget i den samme stil: bikube-formet, som jeg kaldte den, selvom de var rundere end bikuber og ikke havde en top. Jeg spekulerede på, om de havde regn, storme eller sne her.
“Nej”, Mannul læste mine tanker (også det!). “Vi har et perfekt klima her. Vi har, hvad du ville kalde tidlig sommer hele året rundt med mere eller mindre udsprungne knopper.”
“Hvordan kan det være, at I har et perfekt klima, når vi har regn, sne og storme på Jorden?”, spurgte jeg overrasket. “Siver vores vejr ikke igennem et eller andet sted?”. Mannul lo højt. Jeg kunne ikke forstå, hvad han grinte af. Der stod en bænk i nærheden, og han gav tegn til mig om at sætte mig. Her er, hvad han forklarede om det fantastiske klima under jorden:
“Alt handler om tro”, sagde han. “Vi føler os helt trygge her. Der er ingen frygt, bekymring, ondskab, misundelse eller jalousi. Vi har lært at leve i fuldstændig tryghed og tror på en evig Kraft, som altid er her for at hjælpe og beskytte os. Negativitet bringer forstyrrelse i den lavere atmosfære og i stratosfæren. Vejrmønstre afspejler tankemønstre.
Ødelæggelse af Jordens overflade betyder, at meteorologiske kræfter også bliver ødelæggende. De påvirkes af stemningen på Jorden, som er langt fra harmonisk. Der er religiøse konflikter. Misundelse og mistænksomhed næret af penge og stoffer ødelægger snarere end at opbygge. Hvis vi vejer det gode op imod det onde på Jorden, min kære Tim, så taber det gode hver gang.”
“Du gode gud!”, udbrød jeg fuld af skepsis. “Du mener da ikke, at vejret afhænger af, hvordan folk tænker? Helt sikkert er det, at vejret reguleres helt og holdent af andre kræfter.” (Jeg kunne ikke forholde mig til andet end vejrmeldinger, men følte, at det ikke rigtigt var stedet for dem i denne sammenhæng).
“Her, kunne man sige, befinder vi os i Jordens skød”, sagde Mannul smilende. “Det i sig selv repræsenterer sikkerhed, fordi jeres modsatte betingelser ikke kan trænge igennem den tykke jordskorpe mellem os. Vi ærer, takker og kæler for Moder Jord bogstaveligt talt hver dag, og til gengæld giver hun os beskyttelse og kærlighed. I overfladebeboere ville have det bedre, hvis I fokuserede på jeres modstykker i Agartha (navnet på denne indre verden) og fik styrke herfra, når I er deprimerede eller bekymrede. Hvis bare I ville bede os om styrke.”
“Vi kender ikke til jer,” svarede jeg bittert. “Hvordan kan vi bede nogen om hjælp, hvis vi ikke ved, at de eksisterer?”
“Så er det på tide, at vi nærmer os folkene på Jorden”, var svaret. “Men vi ønsker ikke at opmuntre dem, der sår uenighed og splid. Det er grunden til, at vi har isoleret os i så lang tid. Og forresten, hvad med den Gud, I tilbeder? Han tilbedes med stor pomp og pragt over hele verden. I beder til ham, kæmper krige i hans navn, skændes over ham og lægger al skyld for hans fødder. Hvilken religion er det? I tænker måske, at det er logisk, men vi gør ikke. Det er grunden til, at det ville være svært at tillade folk på Jorden at komme her, medmindre de er specielt udvalgte eller er folk, der ankommer, som du gjorde.”
“Jeg ønsker at vende tilbage til overfladen og fortælle alle om jer”, sagde jeg.
Mannul nikkede bare og hjalp mig op fra bænken.
Jeg kunne ikke se mange folk i landsbyen. Der var børn, der legede på næsten samme måde, som børn på overfladen leger. Der var sandkasser og gynger og voksne, der passede på dem.
Der var svømmebassiner, hvor børn svømmede. Bassinerne var vidunderlige med rutsjebaner, som børn elsker. Frodig vegetation omgav dem, små skråninger med fint sand, hvor børnene kunne gå i vandet. Der var skæve, spændende stentrapper, de kunne fare op og ned ad, og meget andet. Børnene så ud til at leve i et rigtigt eventyrland.
“Der er ganske mange børn her…”, begyndte jeg. Jeg undrede mig over, hvordan de var kommet her, men jeg turde ikke spørge. Mannul brød ud i latter, hvilket jeg var ved at vænne mig til.
“Hør, unge mand!”, fnisede han vildt, før han fortsatte. “Har du brug for seksualundervisning? Det er præcis det samme her som på overfladen. Men vi kalder det kærlighed, hvilket er sjældent deroppe. Sex er depraveret der. Her er det noget positivt, som vi respekterer. Vi har ikke ægteskaber, men en ‘forening’ af krop og sjæl. Og en forening er altid en god undskyldning for en fest.”
“Utroskab, fejltagelser, fejltrin, skilsmisser…? “, fortsatte jeg.
Latteren sprudlede ud af Mannul, mens han svarede, “Du gik galt i byen igen, søn. Disse ord eksisterer ikke i vores ordforråd. Deroppe lever I, som om I kun er kroppe. Vi er sjæle med et meget højere bevidsthedsniveau. Men vi har det lige så sjovt, som I har det – forskellen er, at vi bliver sammen hele livet.”
“I hundreder af år”, udbrød jeg. “I må da virkelig nå at blive trætte af hinanden. I må da prøve forskellige ting … selv med sex, eller hvad?”
“Jeg kan ikke se hvorfor”. Mannul så virkelig ikke ud til at forstå det. “Det er ikke sådan, kærlighed fungerer her i hvert fald. Kom, lad os komme videre. Vi skal til en slags symposium, som de holder under Mount Shasta i Telos. De taler om overfladebeboere, så jeg vil gerne have, at du kommer med mig.”
Jeg blev nysgerrig. Måske kunne jeg komme til Jordens overflade derfra. Men Mount Shasta ligger i Californien, og jeg ville gerne hjem til Seattle. Der fandtes fly, men jeg havde ingen penge. Det var netop, hvad jeg sagde.
“Tænk ikke på det, søn. Det finder vi ud af. Hvis du gerne vil hjem, og de andre er enige i det, finder vi penge til rejsen. Lad os gøre en ting ad gangen.”
Jeg tænkte på den utroligt søde pige, jeg havde danset med og overvejede at blive. Mannul læste uden besvær mine tanker, men skævede blot til mig og smilede.
“Hendes navn er Sisilla,,” sagde han.
3. En vigtig mission for Tim
Resten af turen var med en såkaldt hover og var lynhurtig. Jeg nåede ikke at se meget af omgivelserne, blot glimt af bjerge, skove og søer, som fløj forbi – eller som vi fløj forbi. Det var sjovere end at flyve med flyvemaskine. Vi landede med et lille plask i kanalen. Ikke med et kraftigt bump, men stille, som en danser i Svanesøen.
Her var endelig et hus, som lignede et hus. Det var lavt og aflangt, bygget i cirkel, men jeg kunne heller ikke se et tag her. Det var glitrende rosa – usædvanligt for et hus. Omkring det var der masser af smukt arrangerede blomster i alle tænkelige farver.
“Dette er, hvad du ville kalde, rådhuset. Vi kalder det mødehuset. Nogle gange har vi planlægningsmøder og organiserer hjælp til mennesker. Det er her, du kan bede om hjælp til at komme hjem.”
Vi gik ind. Jeg blev overvældet af den skønhed, jeg så inde i bygningen. På væggene var der malet smukke naturbilleder, og mellem fliserne på gulvet voksede lave, grønne planter med hvide og gule blomster. Der var høje, yndefulde, lyse menneskeskikkelser, som gik omkring alle vegne.
Vi gik op ad en vindeltrappe midt i rummet. Bygningen havde ikke noget tag, og den øverste etage bestod af en slags svævende platform. Den bevægede sig ikke, hvilket ville have gjort mig søsyg. Mannul tog smilende min arm og førte mig hen til et stort, luftigt, tilsyneladende svævende rum. Der var ni mennesker der, mænd og kvinder. De sad i rundkreds i magelige stole, hver med et lille grønt bord foran sig. Der var blomster alle vegne. Væggene var et fletværk af grene, nogle med udsøgte fine blomster.
Da de så os, var der en, som bragte os to stole og bad os sætte os. Det var et held, for på det tidspunkt var mine ben som gelé. Jeg bemærkede en ærværdig person, som sad i midten, hans guld-grønne øjne var fæstnet på mig. Hans hår og skæg var langt og hvidt, dog var hans ansigt uden rynker, og han så ungdommelig og glad ud. Han løftede hånden til hilsen, og jeg gjorde det samme.
“Velkommen, unge mand fra Jordens overflade”, sagde han med klar stemme på engelsk. “Jeg er Arniel, leder af symposiet. Vi håber, du har det godt og vil blive hos os.”
“Jeg er forundret og glad over alt det, jeg har set”, svarede jeg. “Men jeg savner min mor og min søster, og jeg ville gerne rejse hjem og besøge dem først. Bagefter vil jeg gerne vende tilbage og blive her.
“Dit ønske vil blive imødekommet”, sagde Arniel. “Der er én betingelse. Vi ønsker, at menneskene på Jordens overflade får at vide, at vi er her. Du er velkommen til at komme tilbage, men først skal du sprede budskabet om vores eksistens.”
“De vil aldrig tro mig”, mumlede jeg, men Arniel rakte hånden i vejret.
“Giv ikke op, uanset hvad de tænker. Hvis du kommer i vanskeligheder, vil vi komme dig til undsætning. Det er tid til at fortælle menneskene på overfladen, at vi er her, og at de ikke er alene. Vi har intet ønske om at tage del i deres forurening og anden elendighed. Vi beder dig om at understrege det. Hvis de fortsætter, vil de forårsage deres egen tilintetgørelse, totale udslettelse. Det vil ikke påvirke selve planeten, kun menneskene. Det vil være alvorligt, og det vil ske snart.”
“Kan vi ikke reddes?”, spurgte jeg forskrækket.
“Det håber vi. Vi arbejder på at hjælpe Jorden, for ellers bliver vi måske også påvirket. Du må være vores budbringer, Timothy.”
“Jeg vil forsøge alt, hvad jeg kan”, stammede jeg.
Den statelige ældre herre rakte mig en lille fløjte. “Hvis du kommer i vanskeligheder, så blæs i den. Du vil ikke kunne høre det, men signalet vil nå os med tankens fart. Tab den ikke.”
Jeg bukkede og takkede dem igen og igen, indtil Arniel leende stoppede mig med sin hånd. “Bekymr dig ikke om penge, min søn. Mannul vil give dig rigeligt. Du får måske brug for at blive der et godt stykke tid. Han vil tage med dig til porten på Mount Shasta.”
Mannul trak mig i ærmet, og jeg bukkede let og gjorde det hurtigere denne gang. Jeg fik ikke tid til at se, hvem de andre var ved de grønne borde, men jeg er sikker på, at jeg ikke kendte dem. Jeg følte mig fuldstændig ør i hovedet.
“Du får brug for noget passende tøj”, sagde Mannul, mens han kiggede på min tynde, hvide skjorte og stramme blå bukser. Han trak mig med ud af huset, ned ad en smal gyde og direkte hen til skrædderen. Det kunne ikke være andet; der hang tøj overalt. En mand kom ud og hilste hjerteligt på Mannul.
“Bring drengen noget pænt tøj”, sagde min guide. “Giv ham en taske fyldt med alt det, han får brug for til et længere besøg til Jorden. Og en af disse tegnebøger, som de bruger deroppe. Jeg lægger penge i til ham.”
“Skal jeg til Californien med det samme?”, spurgte jeg.
“Ja. Der går jævnligt fly til Seattle derfra.”
“Hvad hvis jeg gerne vil tilbage?”
“Vi vil krydse den bro, når vi kommer til den. Lad os gøre en ting ad gangen. Gå nu først ind til skrædderen og klæd dig om. Jeg venter på dig her.”
Jeg vendte tilbage til min guide iklædt jeans, en lyseblå pullover og en mørkeblå jakke og følte mig lettere kejtet i forhold til Mannuls ankellange klædning. Samtidig følte jeg mig godt tilpas og utroligt glad over, at jeg skulle hjem til mine nærmeste og kæreste. Mannul rakte mig en propfyldt tegnebog. Den indeholdt også mit pas. Jeg har ingen idé om, hvordan han havde fået fat i det.
“Det er et nyt pas, som vi har lavet i overjordisk stil. Tror du ikke, vi ved, hvad du behøver for at undgå lovens lange arm?”
Jo, tydeligvis, jeg havde bare ikke tænkt så langt. Jeg trampede efter Mannul, min rygsæk vejede tungt på ryggen. Vi snoede os gennem den pittoreske by Telos og nåede til en tunnel. Der var små vogne der, og Mannul og jeg satte os op i en af dem. Han trykkede på nogle knapper, og den startede straks.
“Giv ikke op, ligegyldig hvor uvenlige folk er”, formanede han mig. “Og hvis du mod alle odds møder en jordisk pige, så fortæl hende om os. Hun er kun værd at tage med hertil, hvis hun tror på dig.”
“Måske ønsker jeg at blive derhjemme”, svarede jeg. “Min mor har måske brug for hjælp. Hun lever på en enkepension, hvilket ikke rækker langt.”
“Jeg vil spørge stjernerne til råds”, sagde Mannul, idet han kiggede intenst på mig. “Du er nødt til at komme tilbage for at aflægge Arniel rapport, om ikke for andet. Hvis du ønsker at vende tilbage til overfladen bagefter, vil vi tale om det til den tid. Jeg tror ikke, at det er, hvad stjernerne har i vente for dig.”
“Hvilke stjerner?”, spurgte jeg og så mig omkring i tunnelen. Der var kun et svagt, flakkende lys fra en eller to lanterner. Men Mannul lo blot, og tunnelen blev meget lysere.
Vognen stoppede foran en lang trappe. Jeg gav min venlige ledsager et knus og begyndte at gå op ad trappen, hurtigere og hurtigere mod toppen. Endelig stod jeg på en platform og en jerndør åbnede ud til, hvad jeg dengang kendte som Livet. Jeg gik langsomt ud i regnen og vinden på den store bjergside. Mount Shasta var vidne til, at endnu et lille menneske forlod dets mørke favn og famlede sig frem mod det, som er kendt som virkeligheden.
4. I Seattle venter triste nyheder
Jeg huskede ikke, hvordan jeg kom ned ad Mount Shasta, men ved foden af bjerget lå en lille by komplet med moteller og butikker. Jeg rejste derfra med bus og taxi til den nærmeste lufthavn og havde snart sat mig til rette i et fly til Seattle.
Jeg tænkte på min mor og søster, og der var en afslørende tåre på min kind, da stewardessen kom med drinksvognen. Jeg huskede min mor som en ganske høj, smuk kvinde med krøllet, lyst hår med nogle få grå strejf, der indrammede et glat, rosenrødt ansigt med øjne som violer. Min kære mor var ikke kun attraktiv, men fornuftig, varm og kærlig!
Og rødhårede, drillesyge Lillesøs, en lillesøster at være stolt af, men som stadig havde brug for storebrors beskyttelse. Hun begav sig alt for gerne ud på vilde eventyr med sine venner. Da jeg tog hjemmefra, var hun 17 og bekymrende populær hos drengene. Min familie betød alt for mig, og jeg savnede dem meget.
Jo nærmere jeg kom hjem, jo mere bekymret blev jeg. Jeg ankom naturligvis med en velproppet tegnebog, som jeg ville være nødt til at forklare. Jeg var smart klædt og meget klogere end da jeg drog ud. Men du tjener ikke penge til søs. Altså ville jeg bare være nødt til at finde på en eller anden historie, før jeg turde fortælle sandheden. Så huskede jeg, at det faktisk var sandheden, jeg var kommet hertil for at fortælle, og med et suk spiste jeg den generøse mængde mad, de serverede på flyet. Til min lettelse var det ikke oksekød, men tynde skiver af kylling med masser af grøntsager. Efter en vegetarisk kost reagerer min mave over for det, vi kalder normal kost, især kød.
Jeg kendte Seattle lufthavn godt. Seattle ligger ved kysten, og vores hus ligger nær den store havn, hvor fragtbådene lægger til. Vores hus har som mange i området dets egen anløbsbro. Da jeg steg ud af lufthavnstaxien, fløjtede jeg den gladeste melodi, jeg kendte. Sikke en skøn følelse! Jeg var tilbage ved mit kære barndomshjem.
Jeg ringede på. Jeg kyssede dørhåndtaget og ringede på igen. Jeg ringede den specielle kode, som min søster og jeg brugte. Ingen svarede. Mor og Lillesøs var begge ude, og jeg havde ingen nøgle. Så hørte jeg en kvindestemme, som jeg genkendte. Det var den venlige dame ved siden af, kendt som Store Tillie. Jeg vendte mig om, og der stod hun.
“Er det virkelig dig, Timothy Brooke? Var du ikke druknet? Er du et spøgelse?”
“Jeg er sprællevende. Jeg druknede ikke, men alle de andre gjorde. Jeg har ikke haft mulighed for at kontakte min familie. Ved du, hvor de er?”
Jeg syntes, Tillie så ud til at ville besvime, og jeg lagde min lange arm om hendes skuldre for at støtte hende. Hun brast i gråd.
“Du har været væk i tre år”, snøftede hun. “Din mor og din søster er begge døde. Din søster giftede sig i hemmelighed, lige før vi fik de forfærdelige nyheder. Hun døde under fødslen et halvt år efter brylluppet. Din mor blev syg efter at have hørt om skibbruddet og døde få måneder senere. Jeg tror, hun døde af sorg over at have mistet hele familien. Huset har været til salg i lang tid, men det er ikke blevet solgt, så det må være dit nu. Din svoger, Bertie, flyttede til Vancouver. Jeg tror, han giftede sig igen.
Jeg fik adressen af din mors advokat. Du må finde ud af, om din mor efterlod sig et testamente. Kom ind, og jeg vil lave dig en styrkende kop te. Du kan bo her, indtil du får styr på tingene.”
Jeg gik med venlige, gamle Tillie. En kold hånd greb om mit hjerte. Jeg havde ikke noget familie tilbage. Der var kun mig. Jeg var det ensomste menneske i verden. Jeg sank ned på Tillies sofa og græd. Denne gang var det ikke glædestårer. Jeg havde ondt af mig selv, dog vidste jeg, at det ikke ville hjælpe, og jeg var overvældet af sorg. Jeg havde stadig en svær mission at udføre til trods for disse sørgelige nyheder.
Tillie var til stor hjælp. Hun ringede til advokaten med det samme, og jeg tog en taxi for at hente nøglerne til huset. Han havde ikke kunnet sælge huset uden beviser for, at der ingen arvinger var tilbage. Advokaten havde ikke haft travlt med at undersøge det. Han så ud til at være lettet over, at jeg dukkede op, og at Tillie kunne stå inde for mig. Så havde jeg tag over hovedet.
Det føltes mærkeligt at gå ind i et tomt hus. Mit gamle værelse var støvet og rodet, som da jeg havde forladt det. Lillesøs’ værelse var forandret. Der var babyting og en vugge – sikkert vores gamle vugge. På et bord lå en ufærdig trøje, sandsynligvis min mors håndarbejde.
Jeg satte mig i den hyggelige stue med den store åbne kamin og tænkte på, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg sælge huset eller beholde det som en slags fristed? Jeg besluttede at beholde det indtil videre, indtil min rejse begyndte. Jeg tændte op i kaminen, satte mig i fars lænestol og faldt i søvn.
Tillie og hendes mand var storartede. Harry, som jeg huskede fra barndommen som ret fåmælt og gnaven, var næsten over-venlig og klappede mig på ryggen og bød mig velkommen. Harry og Tillie ejede et fiskemarked i nærheden, og det gik strygende, som det altid havde gjort. De sad godt i det.
Tillie besluttede, at jeg ikke selv kunne lave mad, og hun kom jævnligt med lækre retter til mig. Hvis det var oksekød eller gris, var jeg tvunget til at smide det ud. Efter årene (som for mig kun føltes som dage) i Telos med enkel vegetarisk mad kunne jeg ikke længere spise kød.
En dag kort tid senere, som jeg anså for en slags ferie, hvor jeg besøgte min families gravsted og gik tur på de nærliggende marker og i skoven, sad jeg og talte med mig selv i køkkenet. “Hvis bare jeg vidste, hvor jeg skulle begynde”, sukkede jeg.
Tillie, som vaskede mit tøj i rummet ved siden af, brød straks ind. “Hvad med dine gamle venner?”, råbte hun. “Nu ved jeg det! Jeg ringer til den lokale avis og fortæller dem, at du er kommet tilbage fra de døde. Hmm, ‘har rejst dig fra de døde’ lyder endnu bedre!”
“Ja, men de mennesker, som dukker op, vil sikkert være dem, som jeg mindst ønsker at se”, protesterede jeg. “Der er nogle, som hellere ville have, at jeg var druknet, og jeg ved præcist, hvem de er.”
Jeg havde fortalt Tillie og Harry om Telos. Deres reaktion på historien var meget enkel. Harry lo hjerteligt, klappede mig på ryggen og udbrød, “Du fortæller lige så gode historier som din far, min søn!” Tillie havde ingen kommentarer, men fortalte mig i stedet, hvor meget min mor havde savnet mig og grædt over skibsforliset. Det fik mig ikke just til at føle mig godt tilpas at høre det.
Men Tillie havde ret. Hun ringede til avisen, og det varede ikke længe, før en reporter dukkede op. Jeg havde planlagt at fortælle sandheden til reporteren, en midaldrende dame med kort, kommunefarvet hår. Hun lyttede anspændt, tog mange notater og spurgte til min barndom. Det gjorde mig mistænkelig, men jeg fortsatte med at fortælle hende om Telos.
Forestil dig min overraskelse og bestyrtelse, da artiklen kom ud nogle få dage senere sammen med et stort billede af mig med havet som baggrund. Historien om min barndom var næsten, lige som jeg havde fortalt den til hende, men mit besøg til Jordens indre blev tillagt en hjernerystelse, jeg havde fået, da skibet gik ned, og jeg havde slået mit hoved på en træstamme. Det var hovedsageligt, fordi hun ikke ønskede at støde læserne fra sig. Det var en skrækkelig artikel, men den tjente sit formål.
Der var telefonopkald samme dag, som artiklen kom i avisen. Jeg blev meget glad over en af dem. Min bedste ven fra skolen, Matthew, ville gerne træffe mig så hurtigt som muligt. Han var stadig i Seattle. Han var tandlæge og inviterede mig til middag med sin familie. Han var gift og havde en lille datter. Jeg tog over til dem ved først givne lejlighed.
Matt og jeg gav hinanden et kram. Han var lige så høj som jeg, men mere tætbygget, og hans røde hår var ved at blive tyndt. Hans hår var grunden til, at vi plejede at kalde ham “Røde Matt”. Han havde stadig fregner, og hans øjne var lige så blågrå og levende som altid. Han var rundere om livet, hvilket tydede på, at han havde det godt.
Hans kone var, selvom hun tydeligvis var gravid, ligeså køn som en dukke med brune øjne og kruset brunt hår. Deres lille pige havde arvet hendes fars røde hår og fregner. Hun var allerede attraktiv, og hun ville blive smuk senere. Mine tanker gik til min uregerlige, rødhårede søster, og jeg sukkede dybt.
Matt og hans familie boede i et ret stort hus med en skøn have. Den hyppige Seattle-regn faldt stille ned fra himlen og dannede små søer på bladene. Jeg følte mig endelig hjemme.
“Nå, hvor har du været de sidste tre år?”, spurgte Matt, da vi sad på verandaen med en drink. “Avisartiklen var en værre gang vrøvl, var den ikke? Jorden kan ikke være hul, selvom vores geografilærer plejede at joke om, at det var den.”
“Kan vi tale om det efter middagen?”, spurgte jeg som svar. “Jeg er ikke sikker på, at du vil tro mig.”
Netop da fik jeg den samme mærkelige, uforklarlige følelse, jeg havde mærket nogle få gange, siden jeg kom hjem. Det var som en intens brændende varme, der gik igennem mig, og lys flimrede for mine øjne. Jeg vidste, at det var Mannul, der sendte denne energi. Da vi havde sagt farvel ved porten på Mount Shasta, havde jeg mærket denne følelse og var næsten blevet overvældet af den.
“Dit hoved lyser!”, lød Elinors stemme. Matts datter stod ved siden af mig og så interesseret på mit hoved. Hun var fire år gammel. Matt var blevet gift, før vores båd sank.
“Kom og spis! Maden er færdig!”. Det var Nancy, Matts kone, som kaldte.
Jeg tog Elinors hånd og fulgte efter Matt ind i spisestuen. “Jeg tror, det var en lampe på verandaen, som skinnede på mit hoved, Lille Rødhætte”, sagde jeg dæmpet til barnet, som pressede sine læber sammen og rystede på hovedet.
“Der står en høj mand bag dig”, fortsatte det mageløse barn. “Han siger, han er din ven, men han vil ikke fortælle mig sit navn. Du er svensk, ikke?”
“Jo, jeg er halvt svensk og halvt herfra.” Jeg smilede, glad for at skifte emne. Matts datter var tilsyneladende clairvoyant. Jeg planlagde at nævne det for Matt efter middagen. Han måtte ikke lade hende blive skræmt af det; det var en gave. Det var en sjælden og vidunderlig gave, som nemt kunne blive en byrde.
Nancy var en god kok, og vi fik en lækker fiskeret og bagefter citronfromage, som smeltede som skyer på tungen. Da vi sad i dagligstuen, og Nancy var gået ovenpå for at putte sin lille datter i seng, spurgte Matt, “Har du givet din mormor besked om, at du er i live?”
Jeg blev skiftevis kold og varm. Min elskede mormor! Hvordan havde jeg kunnet glemme hende? Jeg havde været hjemme næsten en uge! Mormor levede i Sverige, i Dalarna, i en by ved navn Floda. Hun var en fantastisk gammel dame, i 70’erne, altid interesseret i det overnaturlige og spåede i kort m.m.
“Gør det som det første i morgen!”, rådede Matt mig til, idet han så min forvirring. “Jeg ved, du har set nogle mærkelige ting, men du ser godt ud, hverken syg eller udmagret. Usædvanlige oplevelser kan være forvirrende og gøre dig glemsom. Fortæl mig om dem!”
“Jeg vil besøge hende”, sagde jeg alvorligt. “Altså min mormor. Hun vil tro mig. Jeg vil fortælle dig min historie og lade det være op til dig, hvad du vil tro. Men jeg er absolut ved mine fulde fem og har det godt.”
Jeg fortalte Matt min historie. Matt fyldte vores kaffekopper og cognacglas op, men sagde ikke et ord. Hans blågrå øjne blev mørke og mindede mig om, dengang vi som drenge var ude på forbudte narrestreger. Jeg udelod ikke noget om Telos. Jeg var næsten færdig, da Nancy kom og satte sig sammen med os. Så tav jeg og så appellerende på min gamle ven.
“Nå, hvad mener du?”, spurgte jeg. Matt kløede sig i sin røde manke og smilede.
“Jeg tror dig, Tim”, sagde han efter en pause, mens Nancy så spørgende på os. “Jeg tror dig, med forbehold. I morgen er det søndag. Jeg kommer omkring kl. 10, så kan vi gå en tur og tale videre om det.”